Workshops formiddag

Her kan du læse om de workshops, du kan deltage i, om formiddagen til Børnenes Universitet.


Den usynlige verden (11-13 år)
Kom og bliv revet med op på scenen til et forunderligt og magisk teaterstykke om snot, feber og soldater. Efter opførelsen af teaterstykket får du lov til at skifte rollen ud med kitler og gummihandsker. Du skal dykke ind i dit immunforsvar og gå på opdagelse i den fortryllende verden, som normalt ikke kan ses med det blotte øje. Vær med til at undersøge, hvorfor du bliver snottet, hvad der gør lus farligere end hajer, om man kan svede influenza ud, hvordan en hyggelig skovtur kan blive farlig og til sidst, hvordan det hele hænger sammen med vores krop og den usynlige verden.
Test Test-o-teket (8-10 år)
I denne workshop bliver du guidet igennem skøre og sjove eksperimenter, som du kan lave hjemme på køkkenbordet. I første halvdel af workshoppen arbejder vi med menneskekroppens funktioner.  Vi ser på, hvordan mavesyren nedbryder mad, på kroppens opbygning og på kroppens enzymer. I anden halvdel ser vi på, hvordan man kan udnytte og ophæve tyngdekræften. Til sidst skal du bygge, hvad der måske kan blive “Fremtidens bil”. Så kom og bliv klogere på naturvidenskab og find ud af, hvordan du kan eksperimentere hjemme i køkkenet. Det bliver helt sikkert sjovt.
Sjov med magneter og bevægelse (11-13 år)
Er du kvik og måske fuld af bevægelse? Synes du, magneter er sjove? Har du undret dig over, hvordan en vindmølle laver masser af strøm? Så er denne workshop nok lige noget for dig. Vi undersøger, hvordan vindmøller laver strøm og hvorfor du ikke selv kan lave strøm, selvom du både hopper, danser, drejer rundt og slår vejrmøller? Vi prøver at lave strøm med et sjippetov og undersøger, hvordan en mobiltelefon kan bevæge sig.
Jorden som køleskabsmagnet (8-10 år)
Kom med til workshoppen, hvor du får lov til at bygge din egen model af vores magnetiske Jord! Vidste du, at Jorden har et magnetfelt? Og at det dannes dybt i Jordens indre og strækker sig ud i verdensrummet? I denne workshop skal vi undersøge Jordens opbygning i forskellige lag og bygge modellerne af dem. Modellerne er magnetiske, og vi skal også bruge dem til at undersøge, hvordan Jordens magnetfelt virker.
På opdagelse i cellen (11-13 år)
Deltag i en spændende skattejagt i cellens univers, hvor du kan møde cellens vogter, membranen, de hyperaktive mitokondrier, det pakkeglade Golgi-apparat og skattekisten med DNA, i cellens kerne. Under skattejagten bliver du sendt på missioner af cellen og du vil blive belønnet for hver forhindring, du klarer. Udover dig, så består dyr og planter også af celler og DNA. Derfor vil du som forsker blive udfordret i at isolere DNA fra banancellerne og få dig et videnskabeligt indblik i banancellernes skat.
Rumfart og vandraketter (8-10 år)
Er du glad for fart, rumfart og alt som bevæger sig hurtigt? Har du lyst til at være rumfartsspecialist for en dag? I denne workshop kan du laste din egen vandraket og undersøge, hvordan den fungerer under flyvningen. Kan du for eksempel lande et æg fra 20 meters højde? Eller vil du give din lillesøsters dukke en flyvetur? Hvor let eller svært, det skal være, er du selv med til at bestemme. Vi har allerede nogle ideer til eksperimenter, vi kan lave, men det kan være, du har en endnu bedre. Én ting er sikkert - nedtællingen er i gang!
Byggeværksted (10-13 år)
Lær at bygge som en rigtig ingeniør. Det er sjovt at bygge og konstruere, men hvordan bliver konstruktionen holdbar? I Byggeværkstedet kan du prøve at konstruere bygninger og broer efter byggetekniske principper. Inden selve ’byggeriet’ går i gang lærer du nogle enkle byggetekniske principper som fx forskellen på trekanters og firkanters stabilitet, og så går vi i gang!
Naturens byggeklodser (8-10 år)
Hvis du er nysgerrig og har lyst til at lære, hvad alting består af, så er denne workshop lige noget for dig! I workshoppen lærer du om naturens byggeklodser, atomerne. Sammen udforsker vi forskellige atomer og hvorfor de er forskellige. Du kommer til at quizze, undersøge vægten af luft, sætte ild til røg og lave andre seje eksperimenter.  
Bølgeworkshop (8-10 år)
Måske har du lagt mærke til, at mange ting bevæger sig i bølger; for eksempel kornmarker og vandet i havet. Men hvordan ser en lydbølge ud? Og kan du lave bølger i en væg, en rude, eller hvad med et bord? I denne workshop leger vi med bølger. Vi prøver at lave forskellige typer bølger både med reb, med os selv og med luft. Vi laver også bølger i ild, og du får lov til at bygge din egen højtaler.
Fra pizza til prut (8-10 år)
Kæmp dig igennem dit eget fordøjelsessystem! Udstyret med en taske fyldt med mad, skal du og dit hold gå på opdagelse i fordøjelsessystemet og finde frem til, hvilke af de forskellige madvarer, der bliver optaget undervejs i det turbulente fordøjelsessystem. Du får mulighed for at hakke mad, undersøge dit eget spyt, kigge på de gode og dårlige bakterier under mikroskop, lave videnskabelige forsøg med enzymer og gætte en lort. 
Kosmiske bumser (8-11 år)
Lav dit eget meteorkrater og lær om deres eksplosive dannelse. Kratere dukker op alle vegne i solsystemet som en slags kosmiske bumser. Mange planeter og måner er dækket af kratere i alle størrelser. Selv Jorden har stadig nogle ældgamle kratere. Ved at undersøge kratere, kan vi lære mere om solsystemets voldsomme fortid. Hvis du kan lide emner som begynder med et brag, er denne workshop for dig.
Mug, mad og medicin  (11-13 år)
Mug og skimmelsvampe findes overalt i naturen, i vores huse og på vores mad. De lyder måske klamme, men de er faktisk utroligt flotte. I denne workshop dykker vi ned i skimmelsvampenes fantastiske verden. Du kommer til at se nogle smukke svampe og høre om, hvordan de bruges som små fabrikker, der laver medicin og mad. Vi snakker også om, hvordan skimmelsvampe kan skabe problemer og hvad man kan gøre ved dem.
Energiværkstedet (11-13 år)

Hvorfor kommer du til at svede, når du cykler? Og kan man lave sol og vand om til strøm? I denne workshop undersøger vi alle de forskellige former for energi, der er omkring os. Vi undersøger, hvad der sker, når vi bevæger os.  Og vi snakker om, hvorfor energi aldrig kan blive brugt op. Du kommer også til at lave forsøg med at indfange energien i lys og lave det om til elektrisk energi ved hjælp af solceller.

Dus med Solen (11-13)

Har du lyst til at lære om Solen og dens planeter? Solen er kæmpestor og skinner som en gigantisk lommelygte. Jorden og Månen er forholdsvis små og kan kun reflektere Solens lys. Hvorfor skal en mægtig planet som Jorden være en slags andenrangs borger i solsystemet, mens Solen fanger alles opmærksomhed? Det skal opklares! Vi undersøger sammen, hvordan Solen danner lys og varme, og hvorfor planeterne ikke kan det samme.
Solen – en eksplosiv stjerne (11-13 år)
Vær med til at forudsige eksplosioner på Solen! Når vi kigger på Solen, ser den meget rolig ud: Men hvis man kigger nærmere efter, er det et voldsomt og uroligt sted, hvor eksplosioner ofte slynges ud fra Solens overflade. Solpletter, som er mørke områder på Solen, kan hjælpe os med at forudsige, hvor udbruddene kommer fra. I denne workshop bygger vi vores egne solteleskoper. Vi skal se om vi kan finde de mørke solpletter. Vi vil også lave et kort over de solpletter, der er på Solen. 
https://www.bornenesuniversitet.dk/om-boernenes-universitet/boernenes-universitet-2013/workshops/workshops-formiddag
18 APRIL 2024