Aarets tema 2014

Årets tema: Materialernes fantastiske verden

Smartphones og laptops, regntøj, medicin, biler, fly, vindmøller og huse - du er omgivet af ting, der bruger alle mulige materialer med alle mulige egenskaber. Men fælles for dem alle er, at der har været nogle smarte forskere og ingeniører inde over og formet og udviklet materialerne, så de har fået deres forskellige og fantastiske egenskaber. Det vil vi gerne sætte fokus på i årets Børnenes Universitet.

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du ikke behøver gå i bjørnepels og plastikregntøj? Eller hvor fantastisk det er, at du kan tage din telefon med dig alle vegne? Rejse verden rundt på ferie? Eller bo i en storby uden smog og endda bade i vandet? Svaret er materialer!  

Mange af de ting, du bruger i hverdagen er lavet af materialer, som er skræddersyet til helt bestemte formål. Det kan vi, fordi vi forstår, hvordan materialerne er opbygget af helt små dele – atomer. Og fordi vi bliver bedre til at forstå, hvordan materialerne er sat sammen og hvad de er lavet af, bliver vi også bedre til at forme og sammensætte dem på nye måder. Derfor kan vi lave varmt og vandtæt tøj, små batterier og touch screens til telefoner, lettere flyvemaskiner og fjerne forurening i luften og vandet.

Ved Børnenes Universitet 2014 får du chancen for at dykke ned i materialernes fantastiske verden. Du kommer til at høre spændende foredrag om materialer. Hvorfor er de forskellige, hvordan undersøger man materialer og hvad kan det bruges til? Bagefter får du lov til selv at eksperimentere med materialer. For eksempel kan du undersøge materialer, der både er hårde og bløde på samme tid eller eksperimentere med hvilke materialer, der er bedst til at pakke mad ind i. Du kan også dyrke dine egne krystaller, prøve at smelte skumfiduser med laserlys og legoklodser med varmepistoler eller du kan tage på en tur gennem kroppens celler og undersøge DNA.

Velkommen til Børnenes Universitet 2014. Det bliver rigtigt, rigtigt sjovt!

 

 

Temaplakat 2014

DTU plakat webbillede

Download vores flotte temaplakat
A4 (pdf)  A2 (pdf)

Materialernes fantastiske verden

Reach.Out! 2015

Reachout2

Børnenes Universitet 2014 vandt den europæiske formidlings-konkurrence Reach.Out! Konkurrencen afholdes af European Materials Research Society (E-MRS) og præmierer det bedste initiativ indenfor formidling af materialeforskning.

http://www.bornenesuniversitet.dk/om-boernenes-universitet/boernenes-universitet-2014/aarets-tema
21 JANUAR 2022