Workshops formiddag

Her kan du læse om de workshops, du kan deltage i om formiddagen til Børnenes Universitet.

Ret til ændringer forbeholdes.

 Workshops for 9-10 årige (3.-4. klasse)  Workshops for 11-12 årige (5.-6. klasse)

Naturens byggeklodser (9-10 år)
Hvis du er nysgerrig og har lyst til at lære, hvad alting består af, så er denne workshop lige noget for dig! Sammen udforsker vi forskellige atomer og materialer og finder ud af, hvorfor de er forskellige. Vi undersøger også materialer med hukommelse, usynlige materialer og materialer, der både er hårde og bløde på samme tid. Sidst men ikke mindst skal vi bygge kæmpe krystaller!

Udspionér dit madpapir og din drikkedunk (11-12 år)
Hvis vi spørger dig, hvad din madkasse og drikkedunk er lavet af, vil du sikkert svare plast. Men er du klar over, at plastemballager består af op til seks forskellige slags plast! At pakke mad og drikkevarer ind er faktisk en ret stor videnskab. Emballagen skal både være holdbar, tæt - men ikke for tæt, ikke blive fedtet, ikke få din mad til at smage grimt og mange andre ting – alt sammen på én gang. I denne workshop går vi på jagt i de materialer, som vi bruger til at pakke mad ind i. Du skal klippe i dem, undersøge dem i mikroskop og skanne dem ved hjælp af en helt særlig maskine, der bruger infrarødt lys til at udspionere emballagen med.

Lav fantastiske farver med cola (9-10 år)
Vidste du, at metallet titanium kan laves i alle mulige flotte farver og derfor bruges til smykker, cykler og brillestel?  Her kan du prøve at lave din egen seje nøglering af titanium ved at dyppe den i cola, mens du sætter strøm til. Du bestemmer helt selv, hvilken farve din nøglering skal have. Samme teknik, som vi bruger til at farve titanium med, skal vi også bruge til at få en lille pære til at lyse og til at lave batterier af citroner.

Er du stærk som stål? (11-12 år)
I denne workshop får du brug for alle dine kræfter. Du skal nemlig ridse, løfte, banke og bøje en masse forskellige materialer, indtil du finder de stærkeste! Du skal prøve kræfter med hukommelsesmaterialer, der kan huske, hvordan de så ud, selvom du laver dem om. Og så skal du undersøge, hvad der sker med stål, der har været varmet op til næsten 1000 grader og kølet ned til næsten minus 200 grader! Så kom med dine kræfter og dine gode idéer!

Hvad er DU bygget af? (9-10 år)
I denne workshop udforsker vi det materiale, som alle levende ting er lavet af, nemlig celler! Du kommer til at møde cellens membran, der holder sammen på det hele og cellens kraftværk, der laver energi til din krop. Vi skal selvfølgelig også se på cellens skattekiste, DNA’et der indeholder opskriften på alt levende. I sjove forsøg undersøger vi, hvad vi har tilfælles med hinanden og med løg fra supermarkedet. Vi undersøger også, hvordan DNA ser ud i frugt. Så tag din nysgerrighed med, og vær klar til at opleve cellernes forunderlige verden.

En byggekonkurrence i fremtiden (11-12 år)
Vil du med på en rejse frem i tiden? Forestil dig, at du er fremtidens ingeniør og at du skal bygge en bro. Din udfordring er, at du ikke har ret mange byggematerialer. Vi mennesker har brugt alt for mange af Jordens ressourcer og nu er vi ved at løbe tør. Derfor er prisen på materialer som beton og stål nu meget høje og så mange penge har du heller ikke… Hvad gør du? Vi spiller i hold og bruger sugerør og strawbees til at afprøve forskellige byggeløsninger. Det hold, der bygger de længste selvbærende broer vinder en fed præmie!

Byggeklodser på hårde prøvelser (9-10 år)
Du kender helt sikkert LEGO® byggeklodser, men ved du også, hvad klodserne er lavet af? Og hvorfor lige netop det materiale er rigtig godt at bygge med? I denne workshop bygger vi med forskellige materialer og undersøger deres styrke og stabilitet. Bagefter kigger vi nærmere på de rigtige LEGO klodser: Vi skyder med varmpistol for at se, hvad der sker med klodserne, når de bliver varmet op, og vi prøver at bygge broer, der kan bære stor vægt og ikke bliver blæst omkuld af orkaner.

Cool kridt (11-12 år)
Du ved sikkert godt, at kridt let knækker, når du tegner med det. Men er du klar over, at kridt også er så stærkt, at der i Danmark findes høje klipper af kridt, som er mange tusinde år gamle? Hvordan kan kridt både være så svagt og så stærkt på en gang? I denne workshop skal vi undersøge kridt på alle mulige måder: Vi skal tegne, dyppe kridt i vand, kigge på det i et mikroskop og endda stå på det! Og så skal vi lave sjove forsøg med cornflakes og riskiks.

Huse i varmt tøj og gummistøvler (9-10 år)
Hvordan kan det være, at der altid er varmt og tørt i dit hjem, selvom det regner og er koldt udenfor? Og hvorfor skal man ikke slikke på et iskoldt jernrør? I denne workshop skal du undersøge forskellige materialer, som vi bruger til at bygge huse - for eksempel træ, beton og stål. Og så skal du finde ud af, hvor gode de er til at holde vand og kulde ude. Måske finder du ud af, at disse materialer skal have hjælp til at holde sig varme og tørre. Vi undersøger, hvordan vi kan give husene varmt tøj og gummistøvler på.

Krystalværkstedet (11-12 år)
Hvordan kan det være, at chokolade knækker, når du spiser det, mens du kan strække dit hårbånd, uden at der sker noget? Og hvordan kan bleer opsuge så meget tis? Du er omgivet af materialer og hvert af dem er omhyggeligt udvalgt efter, hvad de er gode til. I denne workshop lærer du om, hvordan forskellige materialer er lavet og hvad de kan. Vi skal undersøge alt lige fra bleer og lotusblade til elastikker og kobber. Du skal også lave dine helt egne krystaller og bygge modeller af køkkensalt og sukker.

Denne workshop er støttet af projektet ”ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen”, som er finansieret af Vækstforum Hovedstaden og EU’s Regionalfond.
 

Lær og leg med lys og lasere (9-10 år)
Kom og oplev nogle af de utrolige ting, som man kan bruge lys til! Vidste du for eksempel, at hvidt lys indeholder alle regnbuens farver? Vi undersøger, hvordan vi kan finde farverne i lyset og hvordan vi kan styre lysets retning. Vi skal også eksperimentere med, hvordan man kan opdage indbrudstyve og ildebrande med laserlys. Og i stedet for at bruge ledninger, skal du prøve at morse og sende musik afsted med lys. Til sidst skal vi lave sjov og springe balloner og smelte skumfiduser med lasere.

Vi fanger solen (11-12 år)
Solen giver os både lys og varme om dagen, men om natten, når Solen går ned, må vi undvære dens stråler. Men hvad nu, hvis vi kunne gemme solstrålerne og bruge deres energi til at varme os om vinteren, give os lys om natten og oplade vores smartphones og computere? I denne workshop skal vi undersøge forskellige slags solceller. Du får også lov til at samle din egen robot, bil eller hest drevet af solceller. Og så skal vi prøve at lave vand om til brændstof!

test

test

Detektiv i den usynlige verden (11-12 år)
I denne workshop skal du være detektiv og afsløre det usynlige. Du skal finde ud af, hvad der gemmer sig inden i ting – uden at skille dem ad! Hvad kan du finde ud af ved at veje, mærke og ryste på dem? Du får også lov til at se på røntgenbilleder af tingene, ligesom dem tandlægen laver af dine tænder. Til sidst undersøger vi andre metoder til at kigge ind i ting med og vi bygger modeller af materialernes allermindste dele med sugerør og plasticdimser.

Denne workshop er støttet af projektet ”ESS og MAX IV som vækstmotorer i hovedstadsregionen”, som er finansieret af Vækstforum Hovedstaden og EU’s Regionalfond.
 

https://www.bornenesuniversitet.dk/om-boernenes-universitet/boernenes-universitet-2014/workshops/formiddag-workshops
16 APRIL 2024