Børnenes Universitet

Nu skal børn på universitetet

Hvordan sætter man ild til røg? Hvordan isolerer man DNA fra en celle i en banan? Og hvordan kommer man igennem sit eget fordøjelsessystem? Det og mange flere spørgsmål får 500 børn i alderen 8-13 år svar på, når DTU med støtte fra Nordea-fonden holder Børnenes Universitet lørdag den 28. september, hvor pressen er velkommen.

Kontakt

Anne Hansen
DTU Fysik
Populært belgisk initiativ kommer til Danmark
Børnenes Universitet er oprindeligt et belgisk koncept, der hvert år bliver rendt over ende af videnskabsinteresserede børn. Nu får danske børn også chancen for at deltage i Børnenes Universitet, når DTU åbner dørene den 28. september.

”Som universitet kan vi tilbyde nogle andre rammer end folkeskolen. For eksempel kan børnene møde rigtige forskere og opleve, hvor sjovt det er at arbejde med naturvidenskab og teknik,” siger Anne Hansen, projektleder og initiativtager på Børnenes Universitet.

”Vi ved jo, at de mindre skolebørn typisk har en stor nysgerrighed overfor natur og teknik, men at mange desværre også mister denne interesse op gennem skoleårene. Vi håber, at vi med Børnenes Universitet kan være med til at fastholde børnenes interesse.”

Forskere fra DTU guider børnene ind i forskningens verden med fortællinger om blandt andet guldatomer og energi og om rumforskning og Universet. 

Herefter skal børnene arbejde i workshops, hvor de blandt andet kan bygge meteorkratere, kravle igennem deres eget fordøjelsessystem, undersøge atomer og sætte ild til røg. Sebastian Klein guider børnene gennem dagen.

De 500 billetter til Børnenes Universitet blev udsolgt på tre uger, og det har været nødvendigt at oprette 50 ekstra pladser til de videbegærlige børn. Trods det, er der en lang venteliste med endnu flere børn, der gerne vil være med.

”Vi glæder os rigtigt meget til at vise børnene vores verden og vise dem, hvor vigtigt naturvidenskab og teknik er for samfundet. Og vi håber selvfølgelig, at vi med Børnenes Universitet kan være med til at sikre, at flere unge på sigt vælger at uddanne sig indenfor de naturvidenskabelige og tekniske fag”, siger Jane Hvolbæk Nielsen, institutdirektør og forsker på DTU Fysik og foredragsholder på Børnenes Universitet.

Nordea-fonden støtter projektet med 470.000 kr.
”Vi håber, at forskernes begejstring for teknologi og naturvidenskab smitter, når DTU sætter rumfart, bioteknologi og energi i øjenhøjde med børnene,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som også støtter Dansk Naturvidenskabsfestival. 

Download faktaark og pressemeddelelse (pdf).

 

http://www.bornenesuniversitet.dk/kontakt/presse
28 MARTS 2020