Foredrag ved Børnenes Universitet 2013

Til Børnenes Universitet 2013 var der to foredrag om hhv. energi og rummet. Læs mere her nedenfor.

FORMIDDAG

Guldatomer og ren energi

Fysikingeniørerne Jane Hvolbæk Nielsen fra DTU Fysik og Christian Danvad Damsgaard fra DTU Cen fortæller om:

Guldatomer og ren energi
Alting er lavet af atomer. Bittesmå atomer. Faktisk er et enkelt af dine hårstrå en halv million gange bredere end et atom. Alligevel kan forskerne bygge materialer atom for atom, ligesom når man bygger huse af mursten. Men hvordan ser et atom egentlig ud? Hvordan kan man flytte rundt på dem? Og hvad kan man bygge af atomer? Kom og kig på atomer og hør Jane Hvolbæk Nielsen og Christian Danvad Damsgaard fortælle, hvordan de bygger nye materialer af atomer. Du kan også finde ud af, hvorfor brandmænd har guldatomer i deres røgmasker Og hvordan atomer kan hjælpe os med at skaffe masser af ren energi.


EFTERMIDDAG

Raketter & rumfart og Universets hemmeligheder
Astrofysikerne Michael Linden-Vørnle og Carol Anne Oxborrow fra DTU Space fortæller om:

Raketter & rumfart

Hvordan virker en raket? Hvorfor er astronauter vægtløse i rummet? Og hvad laver de om bord på den internationale rumstation? Det er nogen af de spørgsmål, du kan få svar på, når Michael Linden-Vørnle fortæller om raketter og rumfart. Du kan også høre om, hvordan det kan foregå, når vi engang i fremtiden sender mennesker til Mars. 

Universets hemmeligheder

Har du nogensinde undret dig over Universets oprindelse? Om stjernenes fødsel og død? Carol Anne Oxborrow afdækker universets ældste hemmeligheder og forklarer, hvorfor Big Bang var som en rosinbolle. Du kan også lære, hvorfor Universet er som en badesvamp. Kort sagt, vi drøfter nogle af verdens største gåder!

https://www.bornenesuniversitet.dk/om-boernenes-universitet/boernenes-universitet-2013/foredrag
26 APRIL 2024